Handicapområdet er i årevis blevet underprioriteret i Herning Kommune, men ved brug af FN’s Handicapkonvention oplevede Inger Margrethe Borup at forbedre forholdene for sin søn med handicap.
Af Terese Sommer
Inger Margrethe Borup med sin søn Peder på ferie | Foto: Privatfoto
Det er sjældent, at vi tænker over vores rettigheder. Vi tager i biografen, tager til fodboldkamp eller til en festival. Men hvad gør du, hvis du ikke har evnerne eller ressourcerne til at gøre alt dette selv?
I Sunds bor Inger Margrethe Borup. Hun er mor og værge til Peder på 28 år, som bor på et bosted inde i Herning for folk med handicap.
Peder har ikke muligheden for at tage i biografen eller til festival, når det passer ham. For han lever med et handicap.
Ifølge FN’s Handicap konvention har personer med handicap ret til et ligeværdigt liv som alle andre mennesker. Men for FN’s Handicap komité går det den forkerte vej for mennesker med handicap i Danmark.
FN’s Handicapkonvention har i starten af september rettet skarp kritik mod Danmark for ikke at leve op til konventionen, og her i Herning oplever Inger Margrethe Borup, at rettighederne ikke altid bliver tilgodeset.
Retten til kulturoplevelser
På bostedet hvor Inger Margrethe Borups søn skal tilbringe resten af sit liv, oplevede Inger Margrethe Borup, at hun gang på gang fik afslag, når hun foreslog, at hendes søn skulle deltage i kulturelle aktiviteter. Ifølge FN’s Handicapkonvention har personer med handicap ret til at deltage i kulturelle aktiviteter.
Inger Margrethe Borups søn havde et stort ønske om at komme til et motorcykelevent for folk med handicap, som lå en kilometer væk fra bostedet. De fik dog et afslag fra bostedet, og det resulterede i, at Inger Margrethe Borup selv drog afsted med sin søn.
“Det er altid os selv, som skal på banen,” fortæller Inger Margrethe Borup.
Næstformand for Social- og Sundhedsudvalget Mette Guldberg (C) er ikke blevet gjort opmærksom på et brud af konventionerne.
“Jeg er overbevist om, at vi her i Herning overholder konventionerne, men hvis der er brodne kar, skal vi i Herning helt sikkert gøre en større indsats,” fortæller Mette Guldberg.
Smed rettigheder på disken
Inger Margrethe Borup tog et nyt greb i brug og satte FN’s Handicap konvention på dagsordenen. Hun oplevede, at bostedet blev mere lydhøre, efter at hun nævnte rettighederne og pludselig kunne hendes søn komme til festivaler og andre kulturelle aktiviteter.
“Det var som om, at der ikke var ressourcer til oplevelser før. Men efter at vi pressede på med FN-konventionerne oplevede vi, at bostedet imødekom os,” fortæller Inger Margrethe Borup.
“Når jeg engang ikke er her mere, er det vigtigt for mig at vide, at Peder har et godt liv, der hvor han er,” fortæller Inger Margrethe Borup. Mor og værge til Peter. | Foto: Privatfoto
En erhvervsby som er ikke for handicappede
Herning har i mange år været kendt som en erhvervsby. I starten af september blev budgetforliget for 2025 sat i hus. 5,5 millioner kroner til Handicap- og Psykiatriområdet. Men denne pulje af penge gør ingen underværker, når der på nuværende tidspunkt er et underskud på 13 millioner kroner på området.
Ifølge næstformand for Social- og Sundhedsudvalget Mette Guldberg har Herning Kommune underprioriteret handicapområdet i årevis.
“Det har været underprioriteret i Herning i rigtig mange år. Jeg vil ikke sige, at vi er der, hvor jeg er nervøs. Men jeg har en stor opmærksomhed på det,” fortæller hun.
Mette Guldberg fortæller, at netop denne gruppe af borgere oplever modvind i Herning Kommune.
“Der har været nogle år, hvor det har været økonomisk svært for denne her gruppe borger, og når der ligger et underskud på 13 millioner, så batter 5,5 millioner ingenting,” uddyber Mette Guldberg.
Det nytter at presse på
Inger Margrethe Borup er værge for sin søn og har derfor mulighed for at tale på hans vegne. Hun udtrykker dog sin bekymring for, at hvis man ikke har en viden om sine rettigheder, og dermed ikke får den nødvendige hjælp.
“Det er ikke alle, der har muligheden for at vide, at de har de her rettigheder eller ved, at de kan gøre brug af dem,” fortæller Inger Margrethe Borup.
Inger Margrethe Borup slutter af med et opråb. Hun understreger, at det kan betale sig at banke på døren og minde om FN-rettighederne for at sikre en bedre velfærd til folk med handicap. Hun håber, at flere bliver bevidste om rettighederne, og gør mere brug af dem i fremtiden i Herning.