Rundt om i landet dør de små butikker på stribe, men i Sunds inviterer blomsterhandleren til modeshow og jagtaften
De fleste butikker i Sunds ligger på Hovedgaden. Det gør Tina Rosengaard LIbners blomsterbutik også. Foto: Frederik Østergaard
Af Frederik Østergaard
Rundt i kommunerne dør butikkerne. Om det er bagere, tøjbutikker, dagligvarebutikker eller pizzariaer.
En tur rundt i Sunds viser samme tendens. Flere butikslokaler står tomme, og har gjort det længe. I 2016 lukkede den lokale handelsforening, fordi der ikke var butikker nok til at danne en forening sammen.
I en artikel konkluderer mediet DetailWatch samme tendens. Deres rundspørge til alle kommuner viser, at 40 procent af landets kommuner oplever, at butiksdøden er vokset de seneste år. Undersøgelsen er lavet i februar 2024.
Blomsterforretningen gøder lokalt
En af de aktører, der prøver at gøre noget ved den triste udvikling er indehaveren af Sunds Blomster, Tina Rosengaard Libner.
I morgen, torsdag, inviterer hun Sunds’ borgere til jagtaften, hvor forskellige foreninger og lokale virksomheder holder oplæg og efterfølgende messe, hvor de viser deres aktiviteter og produkter frem.
”Det handler om at trække det lokale sammen,” siger Tina Rosengaard Libner til HerningHurtigt.
Til arrangementet kommer der blandt andet schweisserhundeførere, Dansk Retriever Klub Danmark og Sunds Jagtforening, der alle vil fortælle om deres foreninger.
Sidst blomsterhandleren holdt et lignende arrangement, kom der 150 til modeshow for byens kosmetikbutikker.
”Jeg er klar til 200 i morgen,” siger Tina Rosengaard Libner, der selv er jæger.
Det er Sunds Bibliotek, der lægger lokaler til.
Hypnotisør lægger vejen forbi
Udover arrangementerne om mode og jagt kan sundsboerne på fredag møde op i forsamlingshuset.
Den lokale forening Sunds Event har inviteret showhypnotisøren Lasse Kvist til byen.
Udover showet på fredag, har Sunds Event i sommer lavet storskærmsarrangement til EM i fodbold og running dinner tilbage i februar.