Unge fra Hernings opland er afhængige af biler: Bussen kører ikke efter kl. 18 

Unge i Herning kæmper dagligt med at komme til skole, fritidsaktiviteter og sociale arrangementer på grund af få og sjældne busafgange. Mange oplever en nødvendighed for at købe en bil.  

Dasha Nesterenko (tv) og Laura Fjord Kristensen (th) oplever, at de ikke at kan tage offentlig transport efter kl. 18. Foto: Dasha Nesterenko 

Skrevet af Anna Winther   

Det er en mørk torsdag aften i oktober. Du har aftalt med dine gymnasievenner, at I skal i biografen i Herning. Du haster afsted til busstoppestedet, men bussen kører lige for næsen af dig. Det var den sidste bus. Det er virkeligheden for en del unge i Herning Kommune. 

Busserne kører ikke efter kl. 18 i Sønder Felding, og gør det svært for unge i udkanten af kommunen at komme ind til centrum.  

Laura Fjord Kristensen og Dasha Nesterenko er begge 17 år. Ingen af dem har biler tilgængeligt. De er derfor begge storforbrugere af den kollektive trafik i Herning. Både for at komme i skole, men også for at mødes med deres venner i fritiden.  

“I weekenden kan jeg hverken komme til eller fra min by uden brug af bil”, siger Laura Fjord Kristensen.  

Byrådet anerkender udfordringerne 

Byrådsmedlem og formand for Miljø-, Infrastruktur- og Natur-udvalget John Thomsen er bekendt med de udfordringer, som Laura Fjord Kristensen og Dasha Nesterenko oplever i deres dagligdag.  

“Det er et kæmpe problem, hvis man bor uden for byen. Vi kigger meget på mobilitet, og vi har lavet et tiltag med gratis busser fra 1. oktober, og det er jo netop for at få flere tilbage i busserne,” forklarer John Thomsen.  

Selvom det nye tiltag har til formål at få folk til at bruge den offentlige transport mere, så ændrer det ikke på, at de unge stadig føler sig nødsaget til at købe en bil.  

“Der er mange, som køber en bil, så snart de bliver 18, fordi det er meget nemmere. Og det er jo ikke særlig bæredygtigt. Jeg tror, der ville være flere, som tog bussen, hvis de kørte om aftenen og i weekenderne”, siger Dasha Nesterenko. 

Men ifølge byrådsmedlem John Thomsen står kommunen over for en svær balance mellem at tilbyde flere fleksible busafgange og samtidig sikre, at busserne ikke kører halvtomme rundt og bidrager til unødvendig CO2-udledning.

“Vi vil helst ikke have, at folk køber en tredje bil, som det ofte er her ude på landet. Men der er også noget økonomi og CO2 i at køre rundt med en halvtom bus”, siger John Thomsen.   

Så selvom John Thomsen anerkender udfordringerne, opfordrer han stadig de unge til at bruge den kollektive transport og væbne sig med tålmodighed.  

“Det er selvfølgelig et kæmpe problem, når man bor der, hvor man er afhængig af kollektiv trafik. Men hvis vi får flere med busserne, vil man kunne sætte ekstra afgange ind” siger John Thomsen.