Max Burell og Sebastian Andresen, der begge er elever på Herningsholm Erhvervsskole vinder danmarksmesterskaberne i 3D-print. Det er ikke bare en hobby, men er fremtiden indenfor produktion
Pokalerne er selvfølgelig 3D-printede, og designet efter måden koralrev gror på. Foto: Frederik Østergaard
Af Frederik Østergaard
Konfettien daler ned, klapsalver lyder og eleverne på Herningsholm Erhvervsskole Max Burell og Sebastian Andresen får begge et overrasket ansigtsudtryk.
Max Burell og Sebastian Andresen har lige vundet DM i 3D-print på Foodtech-messe Herning Messecenter. De er blevet testet i at tegne ødelagte komponenter, konstruere en ting til at flytte seks æg fra en bakke til en anden og en kagerulle, der skærer småkager ud.
Sejren kommer bag på dem begge.
”Det er surrealistisk,” siger Sebastian Andresen med sit nyerhvervede trofæ i hånden
Max Burell er enig og påpeger, at han er glad for at vinde en 3D-printer.
”Det er en til samlingen,” siger Max Burell med et smil på læben.
Lokale elever
De to danmarksmestre læser begge til industritekniker på Herningsholm Erhvervsskole. Lige nu er de begge i praktik, men konkurrencen kendte de ikke noget til, før de blev ringet op af deres undervisere, der spurgte, om de ville stille op.
”Jeg vidste ikke, at det eksisterede,” siger Sebastian Andresen, mens den femte og sidste konkurrence stadig er i gang.
Selv om der er tid til at hygge og snakke med konkurrenterne, beskriver de konkurrencen som intens.
”Det kan godt være opgaverne kun varer tre timer, men man er på,” siger Sebastian Andresen og Max Burell nikker.
Hvorfor konkurrere i 3D-print?
Projektleder for danmarksmesterskabet, Troels Nepper, er stolt af konkurrencen.
”Der er fokus på morgendagens arbejdskraft,” siger han til publikum, inden vinderen annonceres.
Bagefter fortæller han om perspektivet i 3D-print som produktionsmetode, og der er flere:
”3D-print bliver stort om lidt, og så kan det bringe produktion af unikke produkter tilbage til Vesten.”
Troels Nepper mener, at vi i Vesten, med den moderne teknologi, kan producere prototyper og produkter, der ikke skal masseproduceres i enormt mange antal.
På den måde kan virksomhederne effektivisere deres produktion.
Hvordan konkurrerer man i 3D-print?
Det kan virke underligt at konkurrere i en produktionsmetode, men det stiller store krav til deltagerne.
De to mestre fortæller, at det i høj grad handler om, at man skal være dygtig til at tegne det, der skal produceres på computeren. Uden en god tegning, får man ikke et godt produkt.
I konkurrencen har deltagerne fået en opgave, der baserer sig på en virkelighedsnær case. Dertil er der nogle bedømmelseskriterier. Det er eksempelvis funktionalitet, materialebrug, produktionstid og nøjagtighed.
Resultaterne fra konkurrencerne er endt med propeller til en blæser, holder til kontrolpanel, stempelmotor, der kan køre rundt og en småkageudskærer.
Til venstre er den svejsede, er lavet på to måneder, og til højre den 3D-printede, lavet på to dage. Foto: Frederik Østergaard.
3D-print er fremtiden
Hos Teknologisk Institut ser man store perspektiver i 3D-print.
Kristian Rand Henriksen fra Teknologisk Institut viser på sin stand to forskellige produkter, der begge blander forskellige farver is til at forme en ko eller panda.
Den ene er svejset i hånden. Den har taget mellem to og tre måneder at lave, men den 3D-printede udgave kan laves på nogle dage, og så koster den kun en femtedel.
Kristian Rand Henriksen viser også nogle tandhjul til gearskifteren på en cykel.
”De koster 11.000 kroner, så det er lir,” siger han.
Udover effektivitet og økonomi, er der også fremtidsmuligheder indenfor genbrugsplast. Rundt på messen viser Troels Neppe nogle stole lavet af gamle fiskenet.
”Men det kræver meget energi at producere dem,” siger han med henblik på, at 3D-print endnu ikke er en meget bæredygtig produktionsmetode.