Herningholmspejdernes leder er chokeret efter hærværk: ”Som at få hældt koldt vand i hovedet”

Et helt nyt brændeskur, som børnespejdere for nyligt havde færdiggjort, er blevet udsat for hærværk. Nu overvejer spejderleder Connie Væver at sætte overvågning op.

Connie Væver ved den nedrevne dør. Foto: Frederik Schiøtt Mortensen

Af Frederik Schiøtt Mortensen

Det var et trist syn, der mødte spejderleder Conni Væver i mandags, da hun inspicerede det nyopførte brændeskur, der ligger i forlængelse af spejderhytten. Døren var revet af hængslerne, og flere brædder var pillet af skuret og blevet brændt af i bålhytten.

Selvom Connie Væver, der har været spejderleder i 25 år, var blevet advaret om hærværket i forvejen igennem bekendte på Facebook, blev hun alligevel overrasket, da hun så hærværket med egne øjne.

”Jeg må indrømme, at jeg blev chokeret. Jeg havde ikke troet, at det var så slemt.”

Herningholmspejderne havde besluttet, at der skulle opføres et nyt brændeskur, da spejdergruppen oplevede, at deres brænde blev stjålet. Man besluttede også, at det ville være en god ide at inddrage børnespejderne i projektet. Så over fire forskellige mandage, hvor børnene går til spejder, blev de 15-20 unge spejdere, der er mellem 6 og 12 år, sat til at hamre, save og måle.

Flere brædder var pillet af bygningen og brændt på bålet. Foto: Frederik Schiøtt Mortensen

Det gjorde også, at da brændeskuret endeligt var færdigt, følte børnene, at de havde fået et helt særligt tilknytningsforhold til skuret. Det var ”deres” skur. Derfor gjorde det også ekstra ondt på Connie og børnene, da de så, hvad skuret var blevet udsat for.

”Der var en af pigerne, som havde set det, der sagde: ”Man bliver så ked af det, det føles som om, man græder indeni,” fortæller spejderlederen.

Ifølge Connie Væver har man ingen ide om, hvem der har udført hærværket. Hun gætter dog på, at det er ”nogle unge mennesker, der keder sig.” Udover et indbrud for mange år siden, har spejderforeningen aldrig oplevet hærværk før.

Det ødelagte dørhængsel. Foto: Frederik Schiøtt Mortensen

Den ubehagelige episode har sat overvejelser i gang hos Connie Væver.

”Vi må desværre erkende, at tiden er blevet moden til, at vi skal have noget overvågning.”

Det er nu op til Herningholmspejdernes bestyrelse at beslutte, om man vil anmelde hærværket til politiet. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2023 indgivet 293 anmeldelser om hærværk i Herning Kommune.

Hvad angår brændeskurets videre fremtid, forsikrer spejderlederen, at det vil blive bygget op igen.

”Ingen skal få os ned med nakken.”